Sommerhus Thyborøn
Det 5.000 m2 store Kystcenter er spækket med aktiviteter. Her kan I opleve de stærke kræfter, der er med til at forme den jyske vestkyst, og prøve at lave bølger og strømme. Besøg centrets krybdyrs zoo med de dyr, der er typiske for den vestjyske natur. Den store kystlegeplads er fuld af udfordringer, og i klappezooen kan I hygge jer med geder, dværgkaniner og marsvin. I bunkeren fortælles historien om den danske spion, der var kendt under navnet "Skildpaddespionen". Sansestien er fyldt med strandens og havets overraskelser, og alle sanser er i brug, når I bevæger jer gennem tunnelen, for i mørket venter jer spændende gys og grin. Ta’ madkurven med og spis i den store grillhytte, hvor grillen er til fri afbenyttelse.
I JyllandsAkvariet finder I mange af de forskellige fisk, der lever i Nordsøen og Limfjorden. Akvariet har en helt specielt atmosfære, der emmer af havet og vestkysten. I de mange røre-bassiner kan I f.eks. klappe en haj på hovedet, holde en krabbe i hånden og stryge en rokke over ryggen – hvis I tør. Oplev en model af verdens største tandhval, glubske piratfisk, lær at finde rav, og er I friske på en tur med traktorbussen ud i Limfjorden, kan I komme med på sælsafari.
Sea War Museum Jutland udstiller unikke maritime effekter fra primært 1. verdenskrig, hvor verdens største søslag fandt sted i 1916 ud for den jyske vestkyst. Se effekter hævet fra vragene og samlinger af tidssvarende krigseffekter.
Sneglehuset ligger naturligvis på Sneglevej. Huset er både ude og inde dækket af sindrige mønstre alt sammen skabt af muslingeskaller og sneglehuse – af en enkelt mand gennem et langt liv. Huset er en stor turistattraktion – også besøgt af kongehuset. Her er også en stor udstilling af flaskeskibe, hvis håndværksmæssige kvalitet er uovertruffen. Disse unikke skibe er lavet som hobbyarbejde af vestjyske fiskere.
Vil I ud og vandre eller cykle i den skønne natur, er Naturrum Thyborøn et godt sted at starte. Her finder I områdets bedste udsigt - også med adgang for kørestolsbrugere. Tæt ved parkeringsområdet er etableret en naturlegeplads. To vandreruter på hhv. 4 og 11 km går langs havet, gennem klitterne og strandengene. Der er anlagt fine cykelstier mellem Thyborøn og Hanstholm, så man sikkert kan komme frem og tilbage. I det nordvestlige hjørne af Thyborøn Fjord er der en bålplads, hvor det er muligt at grille, og der borde og bænke rundt i området, hvor I kan spise jeres medbragte mad.
Familiens lystfiskere kan købe fisketegn på det lokale turistbureau, og har I ikke selv fiskeudstyr med, kan det lejes på Kystcentret. Så er I klar til at kaste snøren ud fra havnen eller høfderne. I har også mulighed for at tage med M/S BODIL og M/S MUDDI på fiskeeventyr på Nordsøen. Der arrangeres ture med forskelligt fiskeri og af forskellig varighed.
En halv times kørsel sydpå på kanten af den 40 meter høje skrænt står det røde Bovbjerg fyr, der er mere end 135 år gammelt. Fyret er i dag fuldstændigt automatiseret, og i den gamle fyrmesterbolig er der en hyggelig cafe med kunstudstillinger og arrangementer året rundt. Udsigten fra fyret er en oplevelse på alle tider af året, og på udvalgte dag kan familiens vovehalse prøve at rappelle ned ad fyret. I kan også hygge jer med det smukke syn, når solen går ned i havet.
Billeder
Områdeanmeldelser
Attraktioner
Sea War Museum Jutland - Mindeparken for Jyllandsslaget
Kystcentervej 117680 Thyborøn+4554555560
Andre artikler
Sommerhus Vejlby Klit
På den smalle tange mellem Vesterhavet og Ferring Sø ligger Vejlby Klit uforstyrret og beskyttet af de høje marehalmsklædte klitter. Den friske luft, freden og roen er terapi for krop og sjæl. Dette kombineret med de mange muligheder for aktiviteter og oplevelser gør området til det perfekte ferieområde for hele familien. Kvalitetsstemplet Det Blå Flag vejrer over hele fem strande i området.Sommerhus Vesterhavet
Langs Vesterhavet findes mange af de mest populære ferieområder i Danmark. Fra grænselandet i syd og hele vejen op til Hanstholm i nord findes tusindvis af skønt beliggende sommerhuse. Glæd dig til en vellykket ferie med masser af oplevelser og tid til hinanden.Sommerhus Danmark
Feline tilbyder det største udvalg af sommerhuse i Danmark. Enkelt og sikkert.