Feriecenter Silkeborg
Silkeborg er en del af det smukke Søhøjland, der er beliggende midt i Jylland. Området er præget af maleriske søer, der er omgivet af høje, grønne bakker. I disse naturskønne omgivelser finder du Feriecenter Søhøjlandet, der er et oplagt valg for alle børnefamilier. Her findes et moderne badeland, et ridecenter og mange andre aktiviteter – ja selv en kælkebakke, der er åben hele året!
Lokalområdets største attraktion er uden sammenligning AQUA Ferskvands Akvarium, der er et oplevelsescenter i topklasse. Parken er åben hele året rundt. Fra en central bygning kan I igennem store ruder følge livet i de søer, der findes udenfor. Her lever mange af de forskellige slags ferskvandsfisk, der lever i danske åer og søer.
Desuden findes her dyr som snoge, hugorme, frøer, tudser, salamandere, oddere, bævere og mange andre af de dyrearter, der lever i Danmark. Man kan sagtens køre til AQUA, men det er faktisk en endnu større oplevelse at sejle til og fra stedet. Turen foregår nemlig ombord på hjuldamperen ”Hjejlen”, der har sejlet fra Silkeborg havn lige siden 1861.