Mariager Saltcenter
Mariager Saltcenter
Ny Havnevej 6
9550 Mariager
98 54 18 16
Vælg mellem 16 sommerhuse

Kom til Mariager og få salt på hjernen

Omtrent midtvejs mellem Aarhus og Aalborg ligger byen Mariager helt ud til den skønne Mariager Fjord. Mariager er en vidunderlig gammel by fyldt med pittoreske gader og stræder med bindingsværkhuse og roser, der slynger sig alle vegne. Mariager bliver da også meget forståeligt kaldt for rosernes by.

Men Mariager er også hjemsted for Mariager Saltcenter, der er den eneste attraktion i Nordeuropa, som beskæftiger sig med salt - og alt, der har med salt at gøre. Her er masser af aktiviteter - nok til en hel dag for både store og små.

Lyst til at smage på 250 mio. år gammelt salt
Mariager Saltcenter har de sidste 15 år budt på oplevelser koncentreret omkring salt. Man kan fx komme ud i den store sydehytte og se, hvordan sydesaltet udvindes i den store jernpande over åben ild nøjagtig som det foregik i middelalderen.

Sydesaltet produceres af 250 mio. år gammelt inddampet havsalt, der hentes op fra undergrunden. I Saltcenteret produceres der mellem 20 og 25 tons sydesalt om året. Sydesaltet pakkes blandt andet i lærredsposer og sælges til specialbutikker, andre attraktioner, supermarkeder m.m. Derudover laver Saltcenteret også deres egne kryddersalte, som der findes 18 forskellige varianter af.

Rejs tilbage i tiden
Saltcenteret viser også en anden mulighed for at rejse tilbage i saltproduktionens historie med en enkelt elevatortur. Den fører ned ”under jordens overflade”, hvor centeret har etableret en model af, hvordan en saltmine så ud for 100 år siden med afstivninger i kraftigt tømmer, minearbejdernes værktøj og effekter i billeder og lyd, som gør oplevelsen meget autentisk.

I saltminen ligger desuden centerets action biograf, hvor det er muligt at komme på en forrygende og livagtig rejse gennem nogle af verdens mest berømte saltminer. Undervejs ryster og bæver gulvet, så fornemmelsen af at sidde i en togvogn bliver komplet.

En tur til Det Døde Hav
Normalt kræver det flere timers flyvetur at nyde de behagelige temperaturer og den høje bæreevne i Det Døde Hav, men det er også en af de skønne oplevelser man kan få i Mariager.

For Mariager Saltcenter har skabt sin egen version af Det Døde Hav, hvor man kan nyde den skønne fornemmelse af vægtløshed, som det saltholdige vand giver, mens temperaturen omkring de 40 grader løsner op for spændinger i krop og sjæl.

Saltbadet, som det de har på Saltcenteret, har været brugt i mange hundrede år f.eks. og selv i antikken havde romerne sans for det fornuftige i brugen af salt til at heldbrede forskellige skavanker. 

Saltvand bløder stive muskler op og stimulerer blodcirkulationen, hvis koncentrationen er høj nok. Saltindholdet i vandet er oppe på 30 pct. som i det døde hav i Israel. Til sammenligning har Vesterhavet de fleste steder en saltholdighed på tre en halv procent.

Lyst til mere
Så har du fået lyst til at smage på livets salt og måske blive forkælet med et varmt bad så tag turen forbi skønne Mariager og Mariager Saltcenter. Mere på www.saltcenter.com

Vælg mellem 16 sommerhuse

Andre artikler om Mariager Fjord

  • Sommerhus Mariager Fjord

    I Mariager kan I smage på noget, som er 250 millioner år gammelt. I kan også se stort set alt i miniaturer, lige fra dukker og møbler til et helt slot. Eller måske var det noget at bøje glasrør og lave flotte flammefarver? Snup også en sejltur med hjuldamperen "Svanen" - det er en utrolig flot tur.
    Dette ekstremt flotte sommerhus til 6 personer ligger i området "Stinesminde" ved Mariager Fjord, som er det mest idylliske område, man kan finde i Nordjylland.