Sommerhus Assens
Assens emmer af historie og atmosfære. Østergade har i årh. været byens hovedgade, og her ligger en række imponerende købmandsgårde. Brydes gård i nr. 42 rummede sammen med Plums Gård i nr. 38 i 1800-tallet den største købmandsgård med kolonialhandel i forhuset, kornmagasiner og skænkestue i gården, og gennem porten kom man ud til Nordens største trælade. Willemoesgården i nr. 36 er søhelten Peter Willemoes fødested. Besøg også den gamle postgård og de mange andre historiske bygninger. Ned mod havnen ligger Vor Frue kirke, der er Fyns næststørste kirke, kun overgået af domkirken i Odense.
Den sydvestfynske kystlinje mod Lillebælt er på ca. 90 kilometer, og hele strækningen byder på masser af muligheder for at bade med børnene, bygge sandslotte eller bare slappe af og nyde ferien. Bl.a. Mariendal Strand og Marinaen. Strandene er børnevenlige med gode faciliteter, strand og havbund primært af sand, her er lavvandet og badebroer. Ved Mariendal er der desuden et grønt område med borde/bænke, hvor der kan grilles. Assens Næs Strand er også en dejlig sandstrand med sandbund, lavt vand og kun et smalt stenbælte. Stranden har Det Blå Flag, og der er etableret kørevej fra parkeringspladsen til en handicapvenlig badebro for bl.a. kørestolsbrugere. P-plads og toiletter og handicaptoilet findes ved stranden.
Det kuperede landskab omkring Assens med skov og søer opfordrer til udflugter på cykel eller i bil, hvor I kan gøre holdt ved nogle af de mange fristende gårdbutikker. Cykler kan lejes her, og turistbureauet har kort over de forskellige ruter. 13 km sydvest for Assens ligger den hyggelige gamle fiskerby Thorøhuse med stråtækte huse, smalle gyder og stræder og et idyllisk bymiljø. Fortsætter I ca. 4 km længere mod syd, kommer I til den smukke Sønderby Klint. Klinten er knap 30 m høj og dannet af kalkrige aflejringer i istiden. Floraen er meget varieret med mange sjældne arter. Klinten kan kun passeres ved lavvande og er et godt sted for sten- og ravsamlere.
Et andet anbefalelsesværdigt udflugtsmål er Helnæs. Vælg den smukkeste tur langs vandet og nyd den uforstyrrede natur. Helnæs er en utrolig spændende halvø med et aktive kultur- og kunstnerliv samt en spændende fortid. F.eks. Helnæs Gl. Præstegård, Helnæs Antik og Helnæs kirke.
Friske vandrere kan bestige hele fire bjerge i Assens Kommune. Nyd freden og roen og den unikke udsigt fra Brændholt Bjerg, Frøbjerg Bavnehøj, Vissenbjergbakkerne og Jordløse Bakker. Få yderligere information på turistbureauet.
Området ved Assens er et eldorado for lystfiskere hele året med nogle af Fyns bedste fiskepladser. En af de pladser, der aldrig svigter, er ved Helnæs fyr. Havørrederne her er store og mange. Et andet godt sted er Assens Næs Strand, hvor der også kan fiskes efter muslinger. Mølledammen i Haarby og Møllesøen syd for Vissenbjerg er begge familie- og handicapvenlige fiskesøer, hvor der må fiskes uden dagkort el. lign, husk blot det obligatoriske fisketegn. Begge steder er der udsigts- og fiskeplatforme til fri afbenyttelse, så der er lagt op til en hyggelig dag med fiskestang i samvær med familien.
Inden for max. 20 km fra Assens finder I hele 5 slotte og herregårde. Hagenskov Slot anses for at være en af landets fineste klassicistiske bygninger. Damsbo Gods ligger smukt med udsigt over Helnæsbugten omgivet af skov, mark og strand. Krengerup Slot ligger omkranset af Krengerup Skov. Erholm Gods i ny gotisk stil er åbent for besøgende. Brahesborg Gods er opført i renæssancestil med forsvarsværk samt voldgrav og 3 tårne, som alt sammen kan ses fra den offentlige vej, der går gennem gården samt fra parkstien uden for voldgraven.
Oplev krybdyrenes og paddernes fantastiske verden i Terrariet Reptile Zoo i Vissenbjerg. Terrariet har en af Skandinaviens største samlinger af krybdyr, padder, skorpioner, edderkopper m.m. og Danmarks største udstilling af truede krybdyr og padder. Besøg ”Giftlaboratoriet” der udstiller de giftigste dyr i verden og verdens største øgler, komodovaranerne.
Områdeanmeldelser
Attraktioner
De Japanske Haver
Vøjstrupvej 43, Nørre Broby5672 Broby63630015
Andre artikler
Sommerhus Sydfyn
Sydfyn byder på en stribe skønt beliggende sommerhuse. De fleste ligger meget tæt ved vandet, så der er nem adgang til de dejlige strande, der findes langs denne del af den fynske kyst. Her venter også stemningsfyldte byer som Assens, Faaborg og Svendborg som alle byder på fine muligheder for shopping i de hyggelige gader. Oplev også Naturama, Egeskov Slot, Valdemars Slot og meget mere.Sommerhus Fyn
Fyn er er naturskøn og fredelig plet lige i midten af Danmark. Langs de fynske kyster findes mere end tusind skønt beliggende sommerhuse, så uanset hvor I vælger at tage hen vil der aldrig være langt til vandet. Besøg øens maleriske købstæder, Odense og glæd jer til de mange skønne ferieoplevelser der venter på Fyn.Sommerhus Danmark
Feline tilbyder det største udvalg af sommerhuse i Danmark. Enkelt og sikkert.