Feriebolig Bayern
Bayern har et stort udbud af muligheder for udendørs aktiviteter i naturskønne omgivelser og masser af sjov for hele familien. Et utal af vandre- og cykelstier venter på at blive indtaget, og der er ruter, hvor også familiens yngste kan være med.
Den skønne natur byder på alt, hvad naturelskere kan ønske sig lige fra bjergkæder til søer og uberørte skove. Bayern er den eneste af de tyske delstater, der har andel i Alperne. Forest National Park og National Park Berechtesgaden er bare to af regionens 18 naturparker.
Er det børnenes tur til at komme med ønsker til dagen, er Bayern-Park nordøst for München et godt bud. De mere end 80 attraktioner har noget for både store og små. De største børn kan mærke adrenalinens susen i Freischütz Launch Coaster eller bestige den 14 m høje klatrevæg, mens de mindste morer sig i det store legeområde. Tag med pirater på skattejagt og oplev det store rovfugleshow med ørne, gribbe og falke.
Skyline Park, Bad Wörishofen, vest for München tilbyder timevis af sjov for alle aldre i de mere end 60 attraktioner i den smukke 20 hektar forlystelsespark. Åndeløs spænding og ”uhyggelige” prikken i hele kroppen er, hvad der venter de modigste i familien i den ultimative puls accelerator Sky Wheel, der er den højest beliggende rutsjebane i Europa.
Så er det knap så skræmmende i Playmobil-FunPark i Zirndorf vest for Nürnberg, hvor der er mulighed for at slappe af med en bog, mens de yngste hygger sig med deres yndlingslegetøj.
Et besøg i Bayerns hovedstad München er et must. Foruden butikkernes fristelser vrimler det med seværdigheder. Sug til jer af indtryk fra kongehusets gemakker i Residenzmuseum, bliv blændet af kostbare juveler i Schatzkammer, og se den ægyptiske kunstsamling i Staatliche Sammling Ägyptischer Kunst. På Viktualienmarkt er I bare nødt til at smage på de lækkerier, der sælges fra de små butikker rundt om torvet.
Lidt syd for München ligger Filmbyen Bavaria, der byder på sightseeing i filmkulisser fra film som Den uendelige historie og Ubåden.
Det er også i Bayern, at den måske galeste konge i tysk historie, Ludwig 2. af Bayern, byggede det ene torneroseslot efter det andet. Besøg bl.a. Schloss Neuschwanstein i Schwangau.
Zeppelin Museet i Friedrichshafen har verdens største samling af luftskibe. Rundvisningen starter med en dokumentarfilm i 3D af berømte originale optagelser fra store historiske begivenheder.
Garmisch-Patenkirchsen er måske mest kendt for skisport, men er også et ferieparadis resten af året. Klatreskove, sommerkælkebaner, drageflyvning og æsel trekking – I kommer garanteret ikke til at kede jer. Den skønne natur og klare luft indbyder til vandre- og cykelture, og på varme dage frister det krystalklare vand i den idyllisk naturlige pool Kainzenbad. Slap af og nyd samværet med familien.
Områdeanmeldelser
Destinationer under Bayern
Andre artikler
Feriebolig Tyskland
Tyskland er nok det land i Europa, hvor mangfoldigheden er størst. Naturen byder på hav, søer og kanaler i nord og bjerge, store skove med vandfald og fossende floder længere syd på. Landet bugner af natur- og dyreparker, og historisk og kulturelt er det et sandt skattekammer af slotte, borge, klostre og middelalder landsbyer. Naturen og kulturen er rigt repræsenteret på UNESCOs Verdensarvsliste.